Hannah og Daniel

Hvad er det egentlig ’Interfaith Dialogue’ eller interreligiøs dialog handler om? Det fik jeg et overraskende bud på fra min swahili-lærer for en måneds tid siden. Da vi kom hertil for et års tid siden mødtes han og jeg to gange om ugen for at jeg kunne lære swahili. Da vi havde været her et år begyndte vi så at mødes jævnligt igen. Det er rart at mærke, at jeg nu kan så meget swahili, at jeg kan begynde at snakke med om lidt større ting end vejbeskrivelser og morgenrutiner. Måske er det derfor, vi fik denne snak om, hvad det egentlig er, Hannah og jeg laver her på Zanzibar.

Da jeg forklarede om vores projekter og formålene med dem nævnte jeg, som jeg plejer at gøre, at interreligiøs dialog ikke for os handler om at lave en mellemting mellem Islam og Kristendom. Jeg har godt hørt, at flere her ofte misforstår vores arbejde på den måde. Min swahililærer kunne fortælle, at han var meget overrasket, men glad for at høre min forklaring. Han er selv en ældre respekteret muslim med undervisningsansvar i den moské han  er tilknyttet, og har derigennem kontakt med mange ”almindelige” muslimer. Han kunne så overraske mig med at fortælle, hvordan mange muslimer på Zanzibar, ifølge ham, opfatter dialogarbejdet her.

Da fredskomitéen i sin tid (2005) blev dannet, gik rygtet, at to af lederne var en tur i USA for at blive instrueret i, hvordan de skulle implementere ”dini mseto” (lit. religionsdiversificering) – dvs. en blandingsreligion mellem Islam og Kristendom. Da de kom tilbage var det intentionen, at de skulle starte denne nye blandingsreligion i alle lokalområder. Da det sidenhen viste sig at være umuligt, besluttede de religiøse ledere sig i stedet for at arbejde for at fremme freden på Zanzibar.

Jeg var godt klar over, at nogle mennesker  – både muslimer og kristne – er tilbageholdende overfor at engagere sig i den interreligiøse dialog her af frygt for, at der er tale om at danne en fælles religion. Men det overrasker mig, at opfattelsen er så udbredt, og at opfattelsen fastholdes selvom formålet med komitéerne jo tilsyneladende er forstået. Det er ikke svært at forestille sig, at denne opfattelse kan give anledning til en del modstand blandt Zanzibarianerne. Og det tydeliggør også en udfordring i forhold til at kommunikere om formålet med, hvad vi laver. Hvordan kan vi forklare, at det, at arbejde for fred på Zanzibar er et kald, som både kristne og muslimer deler? Hvordan kan vi nå længere ud med informationen, at det aldrig har været meningen at lave en blandingsreligion på Zanzibar?

Det minder mig om, hvad min tidligere teologiprofessor engang sagde: ”Troen kommer ikke af det, der siges, men af det, der høres”. Den sætning er der megen god kommunikationsteori gemt i. Min intention kan være nok så god – mine formuleringer kan endda være meget præcise; men jeg kan stadig ikke bestemme, hvad andre faktisk hører igennem det jeg siger. Derfor er den gensidige afstemning af budskaber – også kaldet samtale – så vigtig. Oplevelsen med min swahililærer er en venlig påmindelse om aldrig at tage for givet, at folk forstår det jeg siger. Jeg kan forklare og forklare om interreligiøs dialog, men hvis jeg også vælger den ydmyge samtales vej, hvor der nogle gange er flere spørgsmål end svar, så er muligheden for at opdage og afklare misforståelser meget større.

Mange Hilsner

Daniel

Zanzibar er en overvejende muslimsk kultur (mere en 90 % af befolkningen er muslimer). Vores hushjælper er også muslim og har i sidste måned praktiseret Ramadanen med faste og bøn. Hun går normalt med tildækket hoved, når hun er udendørs, men her i Ramadanen har hun også gået med slør – eller hijab.

På den ene side af sløret er der mange forestillinger om en muslimsk religion, hvor mænd har ret til at bestemme, hvordan deres kvinder skal se ud, om kvindeundertrykkelse og om kvinder der ikke står op for sin ret. Det er vel mange af disse forestillinger, der har ført til forbud mod kvinders tildækning i det offentlige rum, flere steder i Europa de sidste år.

Men hvad er der på den anden side af sløret? Her på Zanzibar har vi en god mulighed for at finde ud af det, eftersom mange kvinder bærer hijab i Ramadanen. Da Hannah snakkede med vores hushjælp om det, forklarede hushjælpen, at for hende var sløret en måde at være alene på. Når man bærer sløret, bliver man ikke stoppet på gaden – man får lov at gå i fred. Hun bærer altid Hijab i fastetiden for bedre at kunne koncentrere sig om bønnen og stilheden.

Noget man sjældent får at se på Nørrebro i København er, hvad der så sker, når ’de tildækkede kvinder’ kommer ind i et hjem, hvor de kan tage sløret af. Derfor har det været ganske forfriskende at opleve, hvordan vores hushjælp har leget lige så vildt med vores børn i fastetiden, som hun plejer at gøre. Når man ser en stor ”mama” som hende ligge på børnenes legeværelse og lære dem afrikanske børnelege, så er det altså svært at få øje på kvindeundertrykkelsen.

Dette er ikke for at neglicere den kvindeundertrykkelse der finder sted – også inden for Islam, som når kvinder pålægges at bære hijab. Men jeg ville ønske, at flere af dem, som har en holdning til kvinders hovedbeklædning også fik mulighed for at se, hvad der er på den anden side af sløret. Det at bære hijab er ikke nødvendigvis et udtryk for at en kvinde undertrykkes af sin mand eller sin religion.

Se mere om vores hverdag på Zanzibar på: www.danmission.dk under ‘blog’

Daniel Madsen

Koordinator af Zanzibar Interfaith Centre (www.zanzic.org)

På vej hjem fra byen i fredags, mødte jeg en mand på gaden, som bar kanzu. Det er en traditionel muslimsk beklædning for mænd her på Zanzibar. Jeg hilste ham med et “Habari za Ijumaa?”, hvilket betyder “hvordan går det med fredagen?” Det svarer lidt til at sige “god søndag” til hinanden på vejen ud af kirken. Jeg sagde det bare for at vise respekt for flertalsreligionen her, men det blev indledningen til en tankevækkende samtale. Manden lyste helt op i ansigtet, da han modtog min hilsen. Det var tydeligt, at han ikke var vant til at blive hilst på den måde af europæere. Han svarede, at det gik godt og at han lige havde været henne i moskeen og bede. Hvad med os, hvor vi bad henne? Jeg forsøgte at forklare ham, at vi er kristne og at vi ikke beder mere om fredagen end andre dage.

Det er stadig med en vis spænding i kroppen, at jeg fortæller folk her, at jeg er kristen. Jeg er endnu ikke vant til at være i en kultur, hvor religion er accepteret – ja ligefrem påskønnet – i det offentlige rum altså. Det er som om, folk her ånder lettet op, når de møder en europæer med en tro. Det kan være svært for de åbenlyst praktiserende muslimer på Zanzibar at forstå de mange sekulære mennesker fra Europa, der hvert år kommer forbi som turister eller forretningsfolk.

Derfor var det så rart, da han modtog det ved at sige, at vi jo ligner hinanden på mange områder.  Han nævnte forskellige moralske idealer og det at elske sin næste som mødesteder mellem kristne og muslimer.  Endnu mere overrasket blev jeg, da han fortalte om sin moske. Den ligger lige ved siden af den anglikanske kirke og den ene væg i moskeen er væggen ind til kirken. ”Vi har en lang historie om at leve sammen, muslimer og kristne”, sagde han.

Når vi, Hannah og jeg, engagerer os i dialogarbejdet på Zanzibar, er en af vores mål at medvirke til, at mentale mure imellem muslimer og kristne brydes ned. Jeg tror ikke, løsningen på konflikterne imellem muslimer og kristne er, at rive den fysiske mur ned imellem moskéen og kirken. Dertil er vi for forskellige. Men hvis vi kan opbygge nogle venskaber mellem nogle af os fra den ene side af den fysiske væg og nogle af dem fra den anden side af væggen, så er der mulighed for at den mentale mur mellem “os” og “dem” brydes så meget ned, at vi kan glæde os over, at der er to sider af samme væg. I venskaberne kan respekt få lov at gro – både respekten for det fælles menneskelige og for vores forskellighed.

Daniel
Koordinator af Zanzibar Interfaith Centre (www.zanzic.org)

Husk: Der kan også læses mere om vores arbejde og liv på Zanzibar på vores blog på Danmissions hjemmeside: www.danmission.dk

Tupo pamoja er swahili og betyder ”vi er sammen”. Vi har nu været på Zanzibar i godt og vel 2 uger, og vi er tit blevet mødt med dette udtryk. Det gør et stort indtryk på mig. Jeg hørte det første gang, da vi skulle flytte ind i vores nye hus. Noget af det første vores husejer sagde til os var ’tupo pamoja’ – vi er sammen om det her, jeg skal nok hjælpe jer, hvis der er noget. Vi hører det, når vi er ude at spise i byen. En tjener hilser os af og til med et velkommen og et ’tupo pamoja’. Da jeg blev præsenteret for muftiens generalsekretær på Zanzibar hørte jeg det igen. Det er en dejlig måde at blive mødt på. Det vækker en tillid hos mig – der er folk her, som vil os det godt. Da jeg var i kirke i søndags og hilste på vores præst indgik det også i vores samtale. En påmindelse om, at vi er sammen – vi står ikke alene. Man mærker det, når alle lider af samme strømafbrydelse, som nu har varet i tre måneder (strømmen skulle være på vej tilbage til hele øen nu!), man mærker det, når folk presser sig sammen i busserne, man mærker det, når folk sidder skulder ved skulder rundt om nadverbordet. Her sidder man lige præcis tæt nok til at mærke fællesskabet helt fysisk.

Hvor ville det være opløftende, hvis vi også i Danmark havde et udtryk som ’tupo pamoja’ – og tænk, hvis flere af de mennesker, der af den ene eller den anden grund kommer til Danmark, kunne mødes med denne tillid. Det gør noget godt for den, der er ny. Det er rart at blive forsikret om, at man ikke er alene – selvom man er et nyt sted, og ikke forstår så meget endnu.

’Tupo pamoja’ er også en god overskrift for det arbejde, Hannah og jeg, er kommet til Zanzibar for at deltage i. Dialogen mellem muslimer og kristne er en påmindelse om, at vi er sammen – sammen om det at være menneske. På trods af alle vores kulturelle og religiøse forskelligheder, så er vi alle mennesker. Vi kan bruge meget energi på at være hinandens fjender, men i denne kontekst er det tydeligt, at der er nok fælles fjender at bekæmpe: Vi kan kæmpe for, at alle har det så godt som muligt i en tid uden strøm, vi kan kæmpe for, at den smukke natur her på Zanzibar bevares, og vi kan kæmpe for et mere retfærdigt samfund uden den grad af fattigdom, der ses i dag. Men, hvis vi virkelig skal gøre en forskel må vi også være sammen om det. Vi er taknemmelige for, at Danmission har givet os mulighed for at blive en del af dialogarbejdet her.

Daniel, Zanzibar

 Læs mere om dialogarbejdet på Zanzibar på www.upendomeanslove.com og www.zanzic.org.

 Se også vores blog på Danmissions hjemmeside: http://www.danmission.dk/Default.aspx?ID=113&action=ListArticles&BlogID=53

Vi udsendes til Zanzibar af Danmission 18. februar 2010, hvor vi skal være de næste fem et halvt år. Hannah er uddannet lærer og Daniel er cand. mag. i musikvidenskab.

På Zanzibar er de kristne et mindretal blandt muslimer. På trods af Zanzibars image som tropisk ferieø, er der mange konflikter under overfladen. Det kan være enten politisk, kulturelt eller religiøst betonet, men oftest er det en blanding. Danmission har derfor arbejdet for dialog og fredelig sameksistens på Zanzibar siden 2002, og det er det arbejde vi skal rejse til Afrika for at videreføre.

Hannah skal primært arbejde med Upendo (www.upendomeanslove.com), som er en syskole, hvor muslimske og kristne kvinder mødes om et fælles tredje – nemlig håbet om at kunne forsørge sin familie. Udover syskolen har Upendo også en workshop, hvor nogle af kvinderne ansættes til at sy specialdesignede kollektioner, som både sælges på Zanzibar og i Skandinavien. Mange fordomme bliver nedbrudt igennem Upendo, og nye venskaber opstår på tværs af religiøse skel.

Daniel skal arbejde ud fra Zanzibar Interfaith Centre (www.zanzic.org), som har flere aktiviteter. En af de vigtigste er en dialogkomité bestående af både de muslimske og de kristne religiøse ledere på Zanzibar, som sammen arbejder for fred på øerne. En anden spændende aktivitet er de over 200 lokalkomitéer, som skal uddannes til at kunne mægle i konflikter i lokalmiljøerne.

Fælles for os begge er, at vi i samarbejde med Danmission og Den Lutherske Kirke i Tanzania skal forsøge at styrke det lokale lederskab, så lokale kræfter kan fortsætte dialogen og udviklingen.